Fra omslaget til Rosa Luxemburgs "Sozialreform oder Revolution (1899)"
5 min. læsetid

Per Clausen mener det er værd at holde fast i Enhedslisten som et kompromis, hvor “venstrereformister arbejder tæt og godt sammen med revolutionære og det store flertal af os, som konstant vakler mellem disse to positioner”.


Dette er en Replik – et svar på et indlæg tidligere bragt på Solidaritet. Læs Esben Bøgh Sørensens oprindelige indlæg her.

Se også: Reinout Bosch: To veje efter folketingsvalget. Peter Saxtrup Nielsen: Om politisk tilpasning og partipolitiske vedtagelser

Har du selv lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Per Clausen

Mere pragmatisk resultatorientering eller mere fokus på at forandre den politiske diskurs, skriver Esben Bøgh Sørensen og Reinout Bosch. Jeg kunne ikke være mere enig. Valgkampen og de seneste års politiske arbejde har tydeligt vist behovet for begge dele.

Når diskussionerne i valgkampen blev helt anderledes end sædvanlig, skyldes det først og fremmest, at brede bevægelser – uden tilknytning til nogen partier – var med til at sætte dagsordenen.

På klimaområdet sikrede de mange klimaaktivisters indsats, at stort set alle partier i valgkampen indtog nye standpunkter og at SF og De Radikale kunne presses ind i en alliance med Enhedslisten og Alternativet om at kræve en reduktion i udledningen af klimagasser på 70 procent i 2030. Efter valget tilsluttede Socialdemokratiet sig dette krav. At det stadig af nogen opfattes som et ekstremt synspunkt, fremgår meget tydeligt af reaktionen på aftalen mellem  Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet om dette.

På velfærdsområdet voksede der en markant bevægelse frem for kravet om minimumsnormering i daginstitutionerne, som gjorde, at det er blevet umuligt for Socialdemokratiet at fastholde sin principielle modstand mod disse. I det hele taget var det bemærkelsesværdigt, at det kun var den yderste liberalistiske højrefløj, som fastholdt ønsket om 0-vækst i den offentlige sektor.

Det var blandt andet det store pres fra bevægelserne, der gjorde den nyligt overståede valgkamp speciel, mener Per Clausen. Foto: Per Wagner / hvorerderenvoksen.dk

Relativt brede antiracistiske manifestationer og modstanden mod ghettopakken var med til at sikre, at denne valgkamp ikke blev en konkurrence om, hvem som kunne fremstå mest brutal overfor indvandrere og flygtningene og så så vi også en stærk mobilisering i muslimske miljøer for at stemme, hvilket jeg opfatter som entydigt positivt.

På den baggrund vil jeg påstå, at den politiske diskurs i denne valgkamp var anderledes end ved tidligere valg. Sandsynligvis var den vigtigste grund til, at SF og De Radikale gik frem og vi gik tilbage, at mange mente, at disse partier ville være bedre til at opnå konkrete resultater på disse områder end Enhedslisten. I modsætning til Enhedslisten fokuserede både SF og De Radikale da også ekstremt meget på enkelte spørgsmål, hvor vi førte en mere alsidig valgkamp. Helt i overenstemmelse med hovedbestyrelsens prioriteringer og set i et lidt længere perspektiv klogt, men i situationen kunne det godt fremstå lidt ufokuseret.

At opgive den pragmatiske, resultatorienterede linje giver således efter min opfattelse ingen mening. Til gengæld kan den ideologiske kamps betydning slet ikke overvurderes.

At opgive den pragmatiske, resultatorienterede linje giver således efter min opfattelse ingen mening. Til gengæld kan den ideologiske kamps betydning slet ikke overvurderes.

Det har således uvurderlig betydning, at vi har været i stand til at undergrave den borgerlige økonomis troværdighed gennem en systematisk kamp mod den finansministerielle regnemaskine-logik. Understregningen af, at øget ulighed skyldes strukturelle forhold i kapitalismen, og derfor kun kan bekæmpes gennem indgreb over for denne, er et andet eksempel på en ideologisk kamp, som vi efter min mening har haft en vis succes med.

Vi skal altså have mere af både det Reinout og Esben efterlyser. Vi har også brug for at få fjernet fokus i Enhedslistens EU-debat fra spørgsmålet om dansk medlemskab eller ej, over til hvad der er vores alternative bud på et internationalt samarbejde, og – allervigtigst – hvordan vi kan bidrage til at opbygge en international modstand mod EUs politik nedefra.

Vi har ikke brug for en debat om mere eller mindre ekstremisme eller pragmatisme. Vi har brug for at diskutere, hvordan vi bliver endnu bedre til at udvikle konkret politik, og til at inddrage flere i udviklingen af denne. Vi har brug for at blive endnu skrappere til at indgå i grundlæggende og svære diskussioner om, hvordan vi løser de store problemer i vores samfund.  Vores parti skal blive langt bedre til at støtte vores medlemmer i deres politiske aktivitet i hverdagen.

Her findes ingen enkle svar og lette løsninger, men jeg håber, at vi processen vil holde fast i det unikke ved Enhedslisten. Her arbejder venstrereformister tæt og godt sammen med revolutionære og det store flertal af os, som konstant vakler mellem disse to positioner. Det giver efter min mening Enhedslisten en fantastisk dynamik, og muligheden for både at fastholde fokus på den kortsigtede pragmatiske ,resultatorienterede politik, på folkelige bevægelsers afgørende betydning, og på et langsigtet socialistisk perspektiv.


Per Clausen er tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten, og sidder i partiets forretningsudvalg og i Aalborg Byråd. Han er formand for Magistrenes A-kasse