Folketingsvalget 2026 blev et svinevalg – bliver 2030 til et svinehundevalg?

Om ikke andet lader folketingsvalget til at vise en vis fremgang i befolkningens opbakning til Danmarks mange svins levevilkår. Landbrug og Fødevarers politiske gren i form af Venstre har fået det dårligste valg i partiets historie, og Danmarksdemokraterne Inger Støjberg og deres gik også tilbage.

Det er til en vis grad lykkedes at gøre folketingsvalget anno 2026 til et svinevalg. Tilmed Mette Frederiksen bakker nu op om et sprøjteforbud og har udtrykt sin bekymring for danske grisebassers ve og vel, selv om Socialdemokratiet langt fra har haft for vane også at huske denne bekymring, når der skulle stemmes i folketingssalen.

Det kunne tyde på, at befolkningen er blevet træt af storlandbrugets evne til at tage resten af Danmark som gidsel, når de kræver endnu flere penge for at lade være med at sende sprøjtegifte direkte ned i vores drikkevand. Man skal næppe forvente nogen øjeblikkelig omstilling til et økosocialistisk paradis, men små skridt i retning af øget dyrevelfærd og bedre vandmiljø er om ikke andet et mere velsmagende fremskridt.

Disse små skridt kommer også efter en Voxmeter-undersøgelse fra 12. marts, der viste, at klima og miljø – selvom det bestemt ikke er de emner, der har fyldt mest gennem de seneste fire år – var vælgernes højest prioriterede emne.

Det er positivt, og det er også tiltrækkende at hive de positive konklusioner frem fra et folketingsvalg, der efterlader mindst lige så mange spørgsmål som svar.

Enhedslisten og en i bedste fald lilla regering

Lad os derfor kigge på venstrefløjen.

Enhedslisten gik lidt frem og fik to mandater mere. Det er et hæderligt resultat, men spørgsmålet er, hvad partiet vil bruge dem til. Det er udelukket, at regeringen kan blive så rød, som Pelle Dragsted havde håbet. Der er behov for støtte fra Moderaterne, hvis man skal nå frem til en regering med bare lidt rødlige toner, som Enhedslisten kan støtte.

Og her skal man finde frem til cirklens kvadratur. For Lars Løkke har flere gange sagt, at han ikke vil være en del af en regering, der er afhængig af Enhedslistens stemmer og hovedbestyrelse. Men Løkke har som bekendt et standpunkt, til han indtager et nyt.

Pelle Dragsted har da heller ikke afvist, at Enhedslisten kan komme til at agere støtteparti for en regering med deltagelse af Lars Løkke og co. Men med Løkkes stærke position oven på valget kan sådan en regering komme med en pris – også for dens støttepartier. En kommende magentafarvet regerings økonomiske politik giver allerede mindelser om Thorning-dagene.

Enhedslistens forhåbning lader til at være, at det ikke bliver så skidt igen. Efter Mette Frederiksen har udtalt, at det giver mest mening lige nu at kigge på en regering, der skal støttes af venstrefløjen, pegede Enhedslisten på statsministeren som kongelig undersøger i stedet for SF’s Pia Olsen Dyhr, som Pelle Dragsted ellers havde truet med.

Det giver dog også Enhedslisten noget at forhandle med. Hvis Socialdemokratiet ellers mener det seriøst, at de vil søge støtte fra venstrefløjen, er de afhængige af mandaterne fra Enhedslisten. Måske kan der derfor komme nogle mere end symbolske indrømmelser på den økonomiske politik.

Spørgsmålet er så, om – og i så fald hvor længe – Enhedslisten kan holde til at være støtteparti for en regering, der ikke kommer til at føre en specielt rød økonomisk politik.

Men for at vende tilbage til udgangspunktet på svinefabrikkerne er det i dette flertal, Enhedslisten og den øvrige venstrefløj kan finde de største mulige forbedringer for dyrevelfærd, drikkevand og indre farvande i det nye folketing.

Alternativet som støtteparti eller i oppositions-hængekøje

Mange af de samme overvejelser gør sig gældende for Alternativet, der klarede spærregrænsen med en rimelig komfortabel marginal. Alternativet har fået valgt og genvalgt en dygtig folketingsgruppe og fået tilført noget for Folketinget tiltrængt energi i form af klimaaktivisterne Elise Sydendal og Anna Bjerre samt debattør Signe Wenneberg.

De vil med lidt snilde kunne få gennemført nogle mærkesager inden for det grønne område, hvis de ellers vil og skal agere støtteparti for en regering.

Men de kan også vælge en anden vej. Dansk Folkeparti blev valgets helt store vinder, og det er de blevet ved at indtage en meget konsekvent oppositions-rolle. Sådan en rolle kan Alternativet måske være fristet til at indtage. En rolle, hvor de med parlamentets synlighed kan påvise en kommende regerings svigt på klimapolitik og økonomisk retfærdighed. En vagthund, kaldte man det vist nok engang.

Hvis det bliver til en SF-S-R-M-regering med støtte fra Enhedslisten, vil Alternativets mandater nemlig ikke være nødvendige for at tælle til 90, hvis man skal bruge en Folketings-kliché.

Hvis resten af parlamentets venstrefløj skal tage del i det, der kaldes ansvar, vil Alternativet i det tilfælde kunne tiltrække de venstrefløjs-vælgere, der ikke skal bede om mere af det. Høsten skal så komme ved det næste folketingsvalg.

Det giver plads til to spørgsmål: Hopper venstrefløjens vælgere på den, og er de flinke mennesker i Alternativet kyniske nok til at forsøge på det?

SF – hvor langt kan man bøje sig?

SF blev en af valgets store vindere, selv om fremgangen på godt tre procentpoint var noget mindre, end foregående meningsmålinger havde givet forhåbninger om. Under alle omstændigheder er SF nu Folketingets næststørste parti, og hvis nogen var i tvivl, vil folkesocialisterne i regering.

Pia Olsen Dyhr har flere gange meldt ud, at SF ikke kommer til at gå i regering for enhver pris, og hun har udelukket regeringssamarbejde med både Venstre og Konservative. SF vil givetvis helst have et regeringssamarbejde udelukkende med Socialdemokratiet, men eftersom det ikke kommer til at ske, må De Radikale inviteres med. Det er heller ikke nok, så derfor kan Løkke og hans moderater inviteres med til festen.

Og så bliver det kompliceret. SF vil givetvis strække sig meget langt for at indfri ambitionen om at komme i regering igen, kun 12 år efter at partiets første og hidtil sidste regeringsdeltagelse nær havde taget livet af partiet.

Men SF vil heller ikke give køb på hvad som helst. Hvis SF virkelig ville have opgivet alle idealer, havde partiet været en del af den nu afgående SVM-regering. I et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, De Radikale og Moderaterne er det meget svært at se, at Danmark kan opnå mere økonomisk lighed, selv med SF’ernes deltagelse.

Til gengæld vil man givetvis kunne få forhandlet en del indrømmelser ind på skoleområdet, som også Socialdemokratiet gik til valg på. Ligesom SF – og især Carl Valentin – er gået op i dyrevelfærd og svinefabrikker, længe før det blev moderne. Her kan SF også trække nogle politiske sejre hjem.

Men sejrene vil blive fulgt af mindst lige så mange kompromisser og, ja, nederlag. SF virker som et mere harmonisk parti i dag end under den seneste regeringsdeltagelse, men hvor langt kan partiledelsen strække sig på den økonomiske politik uden at tabe baglandet?

Det mindst ringe

Alle disse overvejelser kan selvfølgelig være ligegyldige, hvis regeringsmagten falder ud til anden side. Man skal ikke overvurdere Mette Frederiksens udtalelser om at ville se mod venstre i forsøget på at danne en regering. Hun kan lige så godt se til en anden side, hvis Socialdemokratiet på den måde kan forblive ved magten.

Det samme gør sig selvfølgelig gældende for Lars Løkke. Selvom det er meget vanskeligt at forestille sig en Løkke-regering med opbakning fra Inger Støjberg og Morten Messerschmidt. Løkke har også selv afvist at ville være afhængig af Messerschmidts stemmer.

Det, der virker sikkert, er, at vi får en umage regeringskonstellation. Det er værd at spørge sig selv, om en regering med SF, Socialdemokratiet, De Radikale og Moderaterne ikke er det mindst ringe i den situation, vi befinder os i. For alternativet – højrefløjen – vil være et skræmmende perspektiv.

Alex Vanopslagh og hans krypto-bros, Inger Støjberg og hendes provinspopulisme, Morten Messerschmidt og Mar-a-Lago. For ikke at tale om Venstres ødelæggelser af natur og velfærd og De Konservatives benhårde klassepolitik for de allerrigeste. Det lyder hverken rart eller betryggende. Rart herhjemme og betryggende ude i den store verden.

Udover den førte politik er problemet med en S-SF-R-M-regering, at sådan et samarbejde vil give den radikaliserede højrefløj et fantastisk hadeobjekt. Man kan se en samlet højrefløj bande og svovle over regeringen over for hver deres målgruppe med en ting for øje – det næste folketingsvalg, som i så fald kan blive rigtig grimt.

For at se, hvor galt det kan gå, kan man se til Italien. Premierminister Giorgia Melonis rebrandede nyfascister i Italiens Brødre var egentlig et lille parti, indtil de var det eneste oppositionsparti under en teknokrat-regering, der ledede Italien gennem corona-pandemien og dens efterdønninger. Det gav hende voldsomt vind i sejlene og en jordskredssejr ved parlamentsvalget i 2022.

Hvis vi får en eller anden form for centrum-centrumvenstre-regering, har Danmarks højrefløj lært lektien og står klar til at gøre det samme. Svinevalget i 2026 kan dermed blive til svinehundevalget i 2030, eller hvornår det nu bliver.

Forvirringen er stor

De fleste politiske kommentatorer lader til at være enige om, at regeringsforhandlingerne kommer til at tage lang tid, og at det er svært at se, hvor de ender.

Det bliver også beskrevet som Lars Løkkes mulighed for et comeback som statsminister. At trække forhandlingerne så langt ud, at politikerne i afmagt og på grund af behovet for en regering i disse krisetider ender med at pege på Lars Løkke som statsminister.

Det virker nu usandsynligt. Socialdemokratiet havde ganske vist et elendigt valg, men de er stadig mere end dobbelt så store som alle de partier, der ellers ville kunne levere en statsministerkandidat. Set ud fra mandatfordelingen bør statsministeren altså blive ved med at hedde Mette Frederiksen.

Men det kommer til at tage tid, og jeg vil stadig ikke afskrive mit tankefoster fra lederen i begyndelsen af valgkampen: En regering med deltagelse af alle partier fra og med SF til og med De Konservative. Her kan politikerne med alvorstunge folder i ansigtet forklare, at det er den rigtige løsning i disse for vort land så alvorlige krisetider.

Sådan en regering vil givetvis ikke få gennemført noget som helst, og den vil mest af alt være en gave til de partier, der ikke deltager i den. Men med den nuværende verdensorden vil jeg stadig ikke udelukke den.

Alt der er solidt smelter bort i luften

Det er altså sandsynligt, at vi får en ny midterregering, der med teknokratisk ophøjethed kan bevare det bestående, måske gøre livet bedre for nogle grise og ellers forhåbentlig repræsentere Danmark på en fornuftig måde over for omverdenen.

Man skal ikke forklejne det sidste element. Jeg vil meget nødig have, at det er Troels Lund Poulsen og Alex Vanopslagh, der repræsenterer Danmark, når USA truer kongerigets suverænitet.

Men valget fortalte også, at ingen – måske på nær Lars Løkke – for alvor vil have sådan en midterregering. Alligevel kan det nemt ende på den måde. Det kunne ingen lide; lad os få noget mere af det. Hvor dybt kan partiernes popularitet ikke synke, når SVM-regeringens vælgeropbakning i seneste valgperiode gik fra et flertal til en tredjedel?

Det lader altså til, at Danmark nu har indhentet resten af Europa. Af velbegrundet frygt for, hvad højrepopulisterne kan finde på, samler de traditionelle partier magten omkring sig i en midte, som mere og mere tømmes for politisk indhold.

Imens ønsker befolkningen forandring, og når venstrefløjen ikke formår at samle sig omkring et ordentlig alternativ, står højrepopulisterne på lur. Det er på vej til at ske i Storbritannien, Frankrig og Tyskland, hvor dybt upopulære regeringer afpolitiserer politikken i nødvendighedens navn, mens Nigel Farage, Marine le Pen og Alice Weidel ligger på lur. Opmuntret af fremgangen står Maga-Messerschmidt klar i Danmark. Men politikkens egentlige foregangsland er som altid Italien, hvor det yderste højres magtovertagelse allerede er sket.

Det er den brede venstrefløjs opgave at optegne et alternativ til højrepopulisterne. Vi har som altid en verden at vinde, men nu har vi også et demokrati, et lønarbejderflertal og måske drikkevand befriet fra gylle at forsvare.