Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
12. maj. 2020

Rasmus Nordqvist melder sig ind i SF

»SF er et stærkt grønt parti, der samtidig arbejder seriøst med international og europæisk politik,» lyder det fra Alternativets tidligere politiske ordfører.

Rasmus Nordqvist skifter nu til SF, der når op på 15 mandater. Foto: Steen Brogaard / Folketinget.

»SF er et stærkt grønt parti, der samtidig arbejder seriøst med international og europæisk politik,» lyder det fra Alternativets tidligere politiske ordfører.


Af Kim Kristensen

Engang var han »Mr. Alternativet«. Med det store grin og de endnu større briller var den 44-årige Rasmus Nordqvist på mange måder indbegrebet af en alternativist (når han nu skulle gå med briller, så skulle det være briller). Modedesigneren, som på sin første dag som folkevalgt i 2015 mødte op på Christiansborg iført en hvid t-shirt, et gråt jakkesæt og gummisko fra samarbejdet mellem Adidas og Jeremy Scott. De var store, klodsede og farvede som det amerikanske flag. Med vinger.

Men efter Rasmus Nordqvist i marts meldte sig ud af Alternativet, har partiets tidligere politiske ordfører nu – efter en periode som løsgænger og såkaldt fri grønne stemme – meldt sig ind i SF.

»SF er et stærkt grønt parti, der samtidig arbejder seriøst med international og europæisk politik,» forklarer Rasmus Nordqvist i en pressemeddelelse fra sit nye parti. »Derfor er SF det helt rigtige sted for mig at fortsætte min kamp for klima, natur og for en mere solidarisk og bæredygtig verden«.

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, hilser da også det nye medlem velkommen til »Danmarks grønne parti«, efter at landsledelsen har behandlet Rasmus Nordqvists indmeldelse og godkendt, at han indtræder i SF’s folketingsgruppe. Det glæder mig, at vi nu sammen i @SFpolitik skal kæmpe for et grønne og mere retfærdigt Danmark #dkpolskriver Pia Olsen Dyhr på Twitter.

Fock, Alternativet

Da Rasmus Nordqvists og tre andre medlemmer af folketingsgruppen, herunder den tidligere politiske leder Uffe Elbæk, i starten af marts meldte sig ud af Alternativet skyldtes det ellers ikke politik. Det var personligt. De kunne ganske enkelt ikke samarbejde med den nye leder Josephine Fock, som kort forinden havde afløst Uffe Elbæk efter et kampvalg med blandt andre Rasmus Nordqvist (»firebanden« fik samtidig følgeskab af en række prominente partimedlemmer som Københavns tidligere kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld).

Rasmus Nordqvist

· Født den 18. juli 1975 i Charlottenlund

· Uddannelse: Designer, Det Kongelige Danske Kunstakademi, Skole for Design og Arkitektur (Danmarks Designskole), 1996-1999.

· Politisk karriere: Valgt til Folketinget for Alternativet i Sjællands Storkreds i 2015 og genvalgt i 2019.

+

Beslutningen var kulminationen på en konflikt, som havde ulmet siden folketingsvalget i 2015, og hvor en række beskyldninger om Josephine Focks ledelsesstil netop stammede fra den første valgperiode. En periode som afslørede, at triumviratet Rasmus Nordvist, Uffe Elbæk og Josephine Fock – uanset årsagerne – ganske enkelt ikke kunne – og kan – arbejde sammen.

Siden har de fire – som udover Rasmus Nordqvist og Uffe er Sikandar Siddique og Susanne Zimmer – haft en »politisk kontrakt«, hvor de har repræsenteret hinanden i de folketingsudvalg, hvor de sad i forvejen, er gået ned i folketingssalen og stemt sammen – og når andre har holdt møder med en af dem, har man haft de tre andres mandater i ryggen.

Netop Rasmus Nordqvist har dog tidligere understreget, at man ikke har skullet lægge noget i det: »Det er korrekt, at vi har fået nogle nye kontorer sammen, men det er ikke mere end det,« har Rasmus Nordqvist tidligere forklaret »Jeg har i hvert fald ikke gang i noget«.

»Go, go«

I dag har Uffe Elbæk forståelse for Rasmus Nordqvists beslutning om at melde sig ind i SF:

»Min gode politiske kollega (det er han stadig) og ven (det er han stadig) @rasmusnordqvist har i dag besluttet at hans politiske fremtid ligger i @SFpolitikskriver den tidligere politiske leder på Twitter. » Jeg ved, at den beslutning har været undervejs længe. Og jeg har bare lyst til at sige go, go, go @rasmusnordqvist #dkpol«

Med tilgangen af Rasmus Nordqvist er der nu 15 medlemmer af SF’s folketingsgruppe. Efter Rasmus Nordqvist og de tre andres exit er Torsten Gejl i dag alene om at repræsentere Alternativet i Folketinget. Alternativets leder, Josephine Fock, er ikke medlem af Folketinget.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Om skribenten

Kim Kristensen

Kim Kristensen

Tidligere journalist på Solidaritet. Ansat som journalist på det socialdemokratiske nyhedsmedie Pio. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER