Solidaritet holder ferie. Her er hvad vi har lavet i år, hvad vi har i støbeskeen – og 5 af årets bedste artikler
Redaktør Morten Hammeken gør status på året der er gået, kigger frem mod efterårets varmeste politiske emner – og giver dig et par tips til, hvad du kan læse i ferien.
Selvom solidariteten aldrig holder fri, tager Solidaritet.dk en kort pause. Vi vender stærkt tilbage mandag 8. august, hvor der uden tvivl bliver rigeligt at tage fat på. “Må du leve i interessante tider”, lyder en gammel kinesisk forbandelse, der i disse år lader til at være gået i opfyldelse. For der har som altid været gang i verden i første halvdel af 2022, hvor katastroferne har konkurreret om mediernes opmærksomhed.
Den russiske invasion i Ukraine har været et altoverskyggende tema, som også har optaget meget spalteplads i Solidaritet. Samtidig har Putins krig haft forfærdelige bølgevirkninger på en række andre områder. Store dele af verdens fattigste trues af hungersnød, mens inflationen også er på himmelflugt i hele verden. Hvis du skal have læst op på krigen, finder du hele vores dækning med 55 artikler her.
Også afstemningen om det danske EU-forbehold har været et stort tema i Solidaritet. Det endte med at blive et overvældende stort flertal til ja-siden, der blandt andet blev anbefalet af de fleste folketingspartier og Fagbevægelsens Hovedorganisation. I Solidaritet leverede vi – med en smule støtte fra Europanævnet – en dækning af afstemningen, som efter min ubeskedne mening var på højde med den, du kunne finde i de fleste større dagblade. Du kan læse alle artikler i serien her.
Foruden krig og folkeafstemning om EU-forbehold, har vi for nyligt sat fokus på det franske valg – hvor Emmanuel Macron både blev genvalgt og parlamentarisk svækket – regeringens nedrivninger i bl.a. Vollsmose, Gellerup og Mjølnerparken, og derudover fundet tid til at bringe masser af debatter i spil om velfærd, arbejdsmarked og klimakrisen, #MeToo og nye (socialistiske) bøger.
Hvad så efter sommerferien? I Danmark ser det ud til, at en presset Mette Frederiksen har tænkt sig at udskrive valg kort tid efter sommerferien. Hvis det sker, er Solidaritet selvfølgelig klar til at give dig den bedste dækning med et skarpt, uafhængigt og venstreorienteret perspektiv. Mens vi kan spekulere i, hvornår det kommende danske folketingsvalg præcis kommer, er der også allerede en masse andre ting i horisonten, vi ved bliver interessant for dig at læse om.
På de amerikanske kontinenter er der to vigtige valg til efteråret, som vi vil dække nøje. I første omgang vender vi i oktober blikket mod Brasilien, der skal vælges landets præsident for de næste fire år. Den brasilianske økosocialist Michael Löwy har kaldt præsident Jair Bolsonaro den mest neo-fascistiske leder i verden, og hans tid ved magten har været katastrofal for både klimaet, landets oprindelige folk og det brasilianske retsvæsen. Nu er den tidligere præsident Lula da Silva imidlertid ude af fængsel, og klar til at generobre magten. Vinder Lula og Partido dos Trabalhadores vil det være kulminationen på en ny latinamerikansk venstrebølge, hvor centrum-venstre regeringer er kommet til magten i både Chile, Honduras, Ecuador, Peru og Colombia.
Fem af de bedste fra 2022
Her er Mortens anbefalinger til sommerlæsning – 5 af årets bedste artikler i Solidaritet:
• Militariseringen af EU kører på højtryk
• Var det selvmord? 46 år efter er Ulrike Meinhofs død stadig omdiskuteret
• Thomas Piketty: Venstrefløjen har et medansvar for den franske højredrejning
• Angela Davis landede på Egeskov Slot, og udfordrede de pæne middelklasse-rammer
• Arbejdsgivernes plan: Sådan sænker man gradvist lønnen for industriarbejdere i Danmark
Længere nordpå er der i USA midtvejsvalg 8. november. Her er der lige nu udsigt til, at Joe Biden kommer til at miste kontrollen med Repræsentanternes Hus og Senatet, selvom man med en vis ret kan hævde, at han allerede er i mindretal i Senatet. Konservative demokratiske senatorer som Kyrsten Sinema og kulbaronen Joe Manchin har blokeret alle forsøg på progressive reformer, og Biden har sin laveste opbakning siden han blev valgt. Bliver Joe Biden en lame duck president i de kommende to år? Vil Republikanerne lykkes med at få afviklet landets demokrati, og få realiseret deres drøm om en kristent-fundamentalistisk stat? Vi følger udviklingen, og giver dig skarpe analyser, nyheder og debat fra en stormagt i demokratisk krise, både med vores egne vurderinger, og fra vores progressive amerikanske mediepartnere; Jacobin, Spectre Magazine, Left Voice og Common Dreams.
Vi følger også med, når der er valg i Sverige til september, og i Letland og Bosnien-Hercegovina måneden efter. Samtidig vil vi også arbejde på at bringe dig nyheder fra dele af verden, som de fleste andre medier finder ligegyldige, som for eksempel når der er valg i Nepal og Chad, eller når den truende hungersnød fører til social uro og oprør i Det Globale Syd.
Men hele verden drejer sig selvfølgelig ikke om parlamentsvalg og politikere i jakkesæt. Du kan derfor også glæde dig til at læse anmeldelser af nye bøger og film, reportager fra de sociale bevægelser i både Danmark og udlandet, interviews med interessante mennesker og meget mere.
I november tager Solidaritet også til klimatopmødet COP27, der i år er blevet forvist til Egypten. Som for at understrege, hvor meget ringeagt politikerne har for klima-aktivismen, har man placeret topmødet i et militærdiktatur i år, mens man i 2023 skal mødes i De Forende Arabiske Emirater, verdens 8. største olieproducent. Hvordan stiller det bevægelsens fremtid – er det tid til, som den portugisiske klimaaktivist Joao Camargo skriver, at droppe troen på en løsning fra politikerne? Vi dækker COP27 med en sådan kritisk, uafhængig vinkel.
Husk, at vi i Solidaritet ikke har stærke pengemænd i ryggen. Vi har også et princip om, at vi ikke vil have betalingsmure på siden, fordi vi mener alle skal have mulighed for at blive klogere, uanset størrelsen på deres pengepung. Vi har med andre ord brug for din støtte, hvis vi fortsat skal kunne give et andet perspektiv på virkeligheden end dét, du finder hos de store mainstream-medier. Du kan melde dig ind i Solidaritet lige her, og gøre en forskel for mediet. Og bare rolig: Vi bruger ikke dine penge på fyrstelige lønner eller udbetaling til aktionærer. Tværtimod bliver alle vores medlemsbidrag investeret direkte tilbage i at gøre Solidaritet endnu bedre, og til at vi i fællesskab kan være en endnu stærkere stemme i debatten. Har du selv noget på hjerte, er du også altid velkommen til at kontakte os.
Hav en god – og forhåbentlig ikke alt for interessant – sommer!
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER